Tokyo Diner for miljoeet

Det var mest jagten paa et billigt maaltid, der foerte os til den beskedne diner lidt udenfor Chinatown i London. Side om side med berygtede Soho og kinesiske restauranter ligger denne lille og meget noegterne biks.

Indretningen er ikke fantastisk, men alligevel formaar de taet placerede borde og stole, rispapirlamperne, de store vinduer og det smilende personale at skabe en utrolig afslappet stemning. Saa man kunne med god samvittighed traske ind, vaere udmattet som turist ovenpaa en anstrengende rejse og alligevel foele sig godt til pas. Allerede det er en bedrift i sig selv.

Menukortet er ikke meget stort. Men der er alligevel et paent udvalg. Japanske karry-retter med svin, kylling eller vegetarisk. Sushi. Sachimi. Og risretter med baade svin, kylling og aal.  Og saa er der et lille fint udvalg af sideretter, der dog mestendels lader til at vaere hovedretterne i mindre udgaver. Og til frokost er der menuer.

Da vi kom, fik vi hurtigt anvist et bord, hvorefter der indenfor faa oejeblikke dukkede to dampende krus varm the og lidt japanske snaks op, medsamt to slidte menukort.

Vi valgte lidt forskelligt: jeg en ret med ris og aal, misosuppe og edamame-boenner mens Rune kastede sig over en svine-karry og misosuppe. Og saa delte vi en aubergine-ret.

Maden kom lyn-hurtigt. Jeg husker ikke raekkefoelgen, men det kom stort set samtidig og inden vi havde kunne naa at overveje, at det snart burde vaere her. Og maden var dampende varm og yderst delikat.

Med priser, saa lave som Tokyo Diner har dem (den dyreste ret var aal-retten, der kostede smaa 13 pund), kan den ypperste kulinariske oplevelse ikke forventes. Men kvaliteten var alligevel helt i top – og klart over det forventelige hvis man ser paa prisniveauet.

Aalen var dejligt stegt. Skindet kunne have vaeret mere sproedt, men det gjorde ikke noget at det ikke var. Risen var dampende og lige til at spise. Edamameboennerne var lune og sproede. Grisen var en smule toer, og karryen kunne godt have vaeret mere krydret. Men alt i alt var smagsoplevelserne milde og yderst delikate, som saa ofte er tilfaeldet i det japanske koekken. Miso-supperne var varme og smagte da lidt af miso. Og groentsagerne deri var sproede og friske. Men alligevel var de lidt jevne.

Vi fik saa meget mad, at vi ikke kunne spise op. Og det for 30 pund. Se – det er et fund.

Det der helt og aldeles gjorde udslaget ved denne restaurant er dog deres velvilje overfor miljoeet: de bruger udelukkende El fra vind og sol, de er miljoebevidte og naegter at servere tun saa laenge den er saa truet som den er.

Og saa tager de ikke imod drikkepenge — det er et ikke-japansk koncept, som de ikke mener er relevant for dem. Saa vil de hellere have at man kommer igen flere gange. Og gerne med sine venner.

Saa derfor: naeste gang du er i London boer du kigge forbi Tokyo Diner. Det er god mad til gode priser. Og saa er det den mest ukomplicerede madoplevelse jeg laenge har haft.

Skal jeg give stjerner? Det bliver til fem, store funklende miljoevenlige af slagsen. Den 6. maa de faa, naar deres svinekoed ikke steges saa toert

Wagamama – skuffelsen del II

Jeg har vist aldrig desideret anmeldt Wagamama i Tivoli. Nok mest fordi jeg er saa overmaade skuffet over den. Kogebogen har vaeret alletiders indspark til min madlavning, og jeg vaerdsaetter de smagsindtryk, der fulgte med opskrifterne (eller rettere: de faerdige retter).

Saa forventningen var stor da jeg besoegte Wagamama i Tivoli foerste gang. Og jeg blev dybt skuffet. Men jeg smagte ogsaa primaert de retter, jeg selv havde lavet i koekkenet. Og det er jo ingen hemmelighed, at mad lavet til to smager bedre en mad til tyve.

Siden har jeg vaeret der to-en-halv gang. Den ene gang, fordi jeg ogsaa synes Rune skulle proeve det. Den anden gang fordi jeg var i Tivoli med Christina og vi skulle have noget med. Hvad man ellers kan faa at spise i Tivoli er enten meget dyrt eller meget daarligt (eller begge dele). Og den halve gang var med Sabine, Rune og Eike. Vi havde vaeret til jule-marked og ville have noget at spise. Men betjeningen var saa afvisende, at vi valgte at droppe projektet.

Men om den engelske wagamama havde jeg kun hoert godt: alle var enige om at den danske wagamama var en daarlig kopi af det man kunne faa i england. Og i England skulle wagamama vaere baade godt og billigt.

Saa Rune og jeg besluttede at afproeve den engelske model: efter vi havde vaeret til barok-koncert i St. Martins skulle vi have noget hurtlig mad foer vi tog tilbage til hotellet. Og der maatte Wagamama vaere lige sagen. Vi gik derfor ned til Covent Garden, hvor der ligge en filial i en kaelder. Og vi fik – til trods for at der saa meget fyldt ud – plads overfor hinanden ved de lange baenke.

D et foerste vi bemaerkede var rummet – det ligner et typisk wagamama rum, og akkustiken er forfaerdelig. De 2-300 mennesker, der var baenket, snakkede naturligvis med hinanden, hvilket gjorde det svaert for mig at hoere Rune (med mindre han raabte) og omvendt. Og det var heller ikke just nemt at kommunikere med tjaeneren — med mindre man raabte og pegede paa menukortet.

Vi bestilte noget forskelligt: Jeg valgte teriyaki steak soba – en nudelret med oksekoed (fordi der ikke var noget med fisk), en salat og en misosuppe, mens Rune valgte en ginger chicken udon (kylling marineret i ingefaer paa nudler) og en misosuppe.

Den ene misosuppe kom foerst. Saa den fik lov at blive staaende. Heldigvis er der laag paa deres skaale, saa det gjorde ikke saa meget. Dernaest kom salaten. Og den var forfaerdelig. Toer, slatten, kedelig og uden noget spor af den dressing, jeg eller er saa glad for. Saa den fik lov til at blive naesten uroert.

Hovedretterne (eller hvad de nu skal kaldes paa wagamama’sk) kom stort set samtidigt og var vistnok udemaerkede. Naar jeg skriver vistnok har det to grunde: mit koed var meget roedt, og det er noget der taender mig af. Een ting er at wagamama ikke vil lave saerretter – fint nok! – men de kan i det mindste hoere hvordan koedet skal steges. Rune var vistnok meget tilfreds med sin kyllingeret.  Misosupperne er ikke nogen stor kunst, og meget, meget nemmere at lave godt selv. Saa her blev jeg igen saare skuffet.

Det stoerste problem var ikke maden, men rummet. Fordi der var saa meget larm og saa hektisk et tempo var det svaert at koncentrere sig om maden. Selv om den var udemaerket (naar vi ser bort fra salaten der var daarlig og misosupperne, der var kedelige), var det svaert at samle sig om maden. Man kastede det i sig, man orkede for saa hurtigt som muligt at komme vaek. Og det er en skam. Isaer naar konceptet skriver under med slogan’et “Positive Eating + Positive Living”. Det er naeppe saerlig godt for fordoejelse eller livstil at kaste mad ned i sig, fordi man bliver stresset af larm og loeb.

Og billigt var det just heller ikke. Uden de obligatoriske ekstre 10% skulle vi slippe 25,25 pund. Tilfoej de 10% og drikkevarer og vi er sikkert over de 30 pund, som jeg selv ser som graensen for et billigt maaltid for to.

Wagamama kan snige sig op paa to stjerner ud af de seks. Og de to stjerner faar de for juicen (der er fantastisk!) og for maden. Men rummet, larmen og den slatne salat trakker desvaerre for meget ned.

Den bedste brunch i byen

Jeg har egentlig vidst det laenge, og de seneste aars udvikling i brunch-standarderne i Kobenhavn har cementeret min holdning: Den bedste brunch i Koebenhavn finder man i Helsingoer, naermere betegnet hos Madam Sprunck. Deres brunch er hoej kvalitet over hele linjen, stemningen er i top, personalet venligt og imoedekommende, og priserne er ogsaa acceptable. Og saa har de aabent om soendagen. Saa der mangler bare een ting: at de flytter til Koebenhavn.

Cafeen ligger i et gammelt bindingsvaerkshus, i en baggaard til gaagaden. Der er to etager, hvor vi sad paa den nederste. Pladsen er lidt trang, og ikke alle pladserne er lige hyggelige. Men vi sad godt, og uden at genere eller blive genert. Og det i sig selv er stor kunst naar vi har Eike med

Vi gik efter deres brunch, og det har to forskellige: Den gode gamle, der betsaar af de klassiske ingredienser og den lidt anderledes, der henvender sig mere til de paene pige eller vegetarerne. Med begge brunches foelger en lille flaske Looza juice og (imod traditionen i indre by!) fri kaffe og the.

Brunchene faas i to stoerrelse: Normal (130,-) og den med lidt ekstra af det hele (150,-). Cafeen har ikke noget menu-kort til boern (hvilket taeller staerkt ned, idet den ellers er meget boernevenlig), saa vi tog to store – een af hver. Hertil bestilte jeg en Latte og CLp en sort kaffe. Og Eike fik (naturligvis) ‘Apfelsapt’.

Drikkevarerne kom efter meget kort tid, og brunche efter maks 5 minutter. Betjeningen var imoedekommende og effektiv, og havde endda soerget for et boernevenligt glas til Eike (selv om det saa ud som om han drak den fineste Caol Ila med is).

Jeg fik den lidt anderledes, der indeholdt roeraeg (uden bacon!), en bagel, floedost som jeg antager er hjemmelavet, bruchetta, guacamole, tzatziki, havoerredmousse, frugt, groent i form af agurke-stave, og hjemmelavet youghurt med brombaersylt. Og der var rigeligt af det hele. Den eneste anke jeg kunne finde paa at have er, at der er ret lidt yoghurt, og at der maaske mangler lidt paalaeg til det fine broed der foelger med brunchen. For ud over floedeosten (der jo hoerer til bagelen) er der ikke noget at putte paa broedet

Det der goer denne brunch saa interessant er, at det hele er godt. Alt er af hoej kvalitet, hjemmelavet og yderst delikat. Aeggene smeltede naermest i munden, bruchettane var lune, sproede og velkrydrede med en elegance, de fleste italienske restauranter savner. Floedeosten var bloed og rund i smagen, cremet i konsistens uden at vaere kedelig. Tzazikien havde en fantasisk struktur og smag, moussen var cremet og rund med lidt bid. Bagelen var desvaerre noget koelig, men ellers af laekker kvalitet.

CLp der fik ‘Den gode gamle’ var ogsaa godt tilfreds: tallerkenen bestaar af en rigelig portion roeraeg med 3 store skiver bacon, 4 brucnh-poelser, 2-3 chicken wings, 2 bruchetta, 2 pandekager, 2 store skiver ost, 2 store stykker brie, 4 skiver spansk spejepoelse, hjemmelavet marmelade og naturligvis frugt og lidt groent pynt.

Alle elementerne var fine: baconen var sproed uden at vaere toer, poelserne var lune, saftige og smagfulde uden at vaere ubehageligt skarpe. Chicken wings er der ingen af os der spiser, men som jeg husker dem fra tidligere tider, er de laekre. Paalaegget er ogsaa af god kvalitet (selv om nogle maaske vil mene at Port Salut som skaereost ikke er et hit. Jeg elsker det!). Pandekagerne var en smule kedelige, og jeg savnede Ahornsiruppen, som jeg synes hoerer til. Men de var store og hjemmelavede. Ikke noget med faerdigkoebte dejklumper her!

Men det mest laekre er og bliver nu den marmelade, der foelger med den gode gamle. Hvad den er lavet af, ved jeg ikke. Og i begyndelsen troede jeg det var kechup (faktisk er jeg stadig lidt i tvivl, idet farven er dybroed og smagen er ogsaa soed, men det smager fantastisk paa broed og er mere klistret i konsistens — saa jeg holder paa sylt!), men jeg tvivler paa det ville have smagt godt til poelserne.

Eike elskede CLps brunch og mine agurker. Saa han fik sin egen lille tallerken og valgte og vragede blandt vores godter. Til stort fornoejelse for alle parter.

Der er elementer jeg ikke har afproevet endnu: jeg kender ikke deres holdning til the, jeg har ikke proevet deres resterende cafee-mad, og jeg har ikke set dem i en stresset periode. Men deres brunch: det er det bedste man kan unde sig selv paa en soendag formiddag. Slut oplevelsen af med en gaatur i Helsingoer, potentielt en hjemtur af Strandvejen og et smut forbi Louisiana, og saa en den soevnige soendag blevet til een lang forkaelelse.

Skal jeg give cafeen stjerner, faar deres brunch 5 ud af 6. Naar jeg sletter den sidste er det fordi der mangler muligheder for boernene (men det er en mindre anke: at betale 20,- ekstra for at et barn kan spise med og begge kan blive maette er ogsaa en fin loesning!), fordi den ‘lidt anderledes’ manglede paalaeg, fordi der var nogle enkelte ting der kunne have vaeret bedre og fordi min latte var lidt for kold da den kom.